Jeg glemte sgu at tilmelde mig den officielle optagelsesprøve til kandidatuddannelsen

Jeg havde forestillet mig mange måder at fejle på, men jeg havde aldrig forventet, at det ville være her, jeg snublede.

Hvad der dog overraskede mig mest, var, at jeg slet ikke var ked af det. Tværtimod følte jeg mig faktisk lidt glad.

Dette er smagen af ægte frihed, efter jeg er undsluppet universitetets bur.

Første forsøg: Datalogi på Zhejiang Universitet

På denne tid sidste år havde jeg lige afsluttet et to måneder langt løbeprogram, hvor jeg i gennemsnit løb 5 kilometer hver dag. Det var et forsøg på at udforske mine egne grænser.

Før og en halv måned efter det brugte jeg stadig roligt 6-7 timer om dagen på at studere, hvorefter jeg løb eller drev den af. I den periode havde jeg endda stadig energi til at udtænke kreative nedtællingsformater til min kandidatprøve, opdatere dem dagligt og tegne dem på whiteboardet på mit værelse.

Da der var lidt over 40 dage tilbage, begyndte jeg at føle, at tiden var knap. Jeg havde kun gennemgået mine fagkurser én gang, og visse kapitler havde jeg slet ikke kigget på. Lineær algebra var kun halvt færdig, sandsynlighedsregning var slet ikke påbegyndt, og de gamle eksamenssæt havde jeg heller ikke startet på. I politik havde jeg kun lavet én omgang af 1000 spørgsmål, og de store opgaver havde jeg knap set på.

Med en måned tilbage begyndte jeg endelig at panikke – jeg, der ellers aldrig har været nervøs for eksamener i mit liv. Jeg vidste, at jeg under ingen omstændigheder ville have tid til at gennemgå materialet en anden gang.

Da der var tre uger tilbage, var mit sind helt blankt. Det virkede, som om der ikke var spor af det, jeg havde læst, tilbage i min hukommelse, og tanken om at give op strejfede mig.

Efter nogen overvejelse besluttede jeg mig dog for at kæmpe videre.

De ekstremt pressede tidsrammer og den elendige revisionsstatus blev en trigger, som om det brød den barriere og fik mig ind i en “zoom-tilstand”. Som en person, der selv har diagnosticeret sig med ADD, oplevede jeg for første gang, hvad ægte fokus er.

Resultatet var selvfølgelig et forudsigeligt nederlag

Resultater

Matematik I

Jeg nåede ikke at gennemgå hele bogen for Matematik I én gang. Endte med at møde den sværeste Matematik I-eksamen i nyere tid – en uventet udfordring. Jeg skrev alt det, jeg kunne komme i tanke om. Mål: Hvad end der sker Resultat: Matematik I 90 / 150 point.

Politik

De store opgaver i politik brugte jeg fire aftener og en eftermiddag på at terpe Xiao Si’s svar. Ved hjælp af forståelsesbaseret hukommelse eller opdeling af tegn kunne jeg huske flere hundrede ords svar ud fra 40 tegn. Jeg huskede omkring syv-otte spørgsmål. Under eksamen, hvor svarene ofte var antydet i spørgsmålene, skrev jeg uden pause i tre timer. Mål: 65 Resultat: Politik 70 / 100 point.

Engelsk I

Jeg gennemgik tidligere eksamenssæts læseforståelse to gange, men glemte kerneordene lige så hurtigt, som jeg lærte dem – og glemte dem igen. Faldt næsten i søvn under læseforståelsen til eksamen. Jeg havde terpet en skabelon til essayet, men endte med at lade fantasien få frit løb og improviserede. Mål: 70 Resultat: Engelsk I 68 / 100 point.

Fagkursus

Til fagkurset havde jeg slet ikke læst op på datastrukturalgoritmer, to store kapitler i organisationsprincipper var ikke gennemgået, og ‘Wang Dao’ (en populær lærebog) havde jeg kun lavet én gang. De 15 point til algoritmespørgsmålet fik jeg trukket fra. Mål: Hvad end der sker Resultat: 408 Fagkursus 106 / 150 point.

Samlet score: 334 Kvalifikationsgrænse til anden runde: 361 Antal ansøgere til faget: ca. 2000

Analyse af årsager

Det endte naturligvis med et forudsigeligt nederlag. Lad mig analysere årsagerne.

Objektive årsager:

• Eksplosivt antal ansøgere til datalogi på Zhejiang Universitet
  • For to år siden var der over 1200 ansøgere og en kvalifikationsgrænse på over 330; sidste år var der 2000 ansøgere og en grænse på 361, og den samlede eksamenssværhedsgrad var højere end året før.
• Nul grundlag, skift af fag, skole og region
  • Populært kendt som ‘de tre kryds’ – de vanskeligste ansøgere.

Subjektive årsager:

• Jeg er dårlig
• Jeg er doven
• Jeg studerede kun under 7 timer om dagen
• Jeg gennemgik kun materialet én gang og nåede ikke at gøre det færdigt

Ud over blot at gennemgå detaljerne fra sidste års eksamen i al sin grundighed, hvad vil jeg så sige mere:

Det er ikke svært at komme ind på en kandidatuddannelse

• Med min elendige forberedelsessituation var det endelige resultat ikke så slemt, hvilket viser, at optagelsesprøven til kandidatuddannelsen ikke er så svær. Så længe man ikke skifter fag og ikke sigter efter TOP2-universiteterne, er andre skoler generelt ret nemme at komme ind på; jeg har mange eksempler omkring mig.
• Hvis man skifter fag, og det ikke er et populært fag med tusindvis af ansøgere, er det generelt også ret nemt at komme ind. (For almindelige fag er over 500 ansøgere allerede mange).
• Hvis man skifter fag til et populært et, og man blot lægger lidt mere energi i det end mig og ikke driver den af hver dag, tror jeg ikke, det vil være et stort problem.
• De, der kommer ind, behøver heller ikke at prale og vise overlegenhed hele tiden.

Beslutning om et andet forsøg

Når alt kommer til alt, skiftede jeg jo fag, jeg startede jo fra bunden med de fire kernefag inden for datalogi, og hele revisionsprocessen var jo alt for afslappet. Så med lidt mere tid ville et andet forsøg helt sikkert lykkes, fortalte jeg mig selv.

Den officielle revision begyndte igen i juli. Det var stadig en afslappet revision, men denne gang en jordnær og afslappet revision. Her udelades x antal ord.

Pludselig opdagede jeg, at jeg havde misset den officielle tilmelding

Min første reaktion var overraskelse. Jeg ved ikke hvorfor, men i år havde jeg ikke sat en kalenderpåmindelse op som sidste år. Efter et par minutter havde jeg accepteret det uigenkaldelige faktum, og mens jeg fortalte nyheden til mine venner, genovervejede jeg, hvorfor jeg overhovedet ville tage en kandidatuddannelse.

Der var primært to årsager, som jeg nu vil tilbagevise hver for sig:

1. Nemmere at skifte karriere En kandidatuddannelse ville hurtigt give mig adgang til et helt nyt felt.

Modargument:

• Det er alt for nemt at skifte karriere inden for computer- og internetbranchen
  • Nogle tager et par måneders kursus og kan derefter skrive kode; andre, der har en master- eller ph.d.-grad og ønsker at skifte til computerbranchen, selvstuderer relevante fagområder, kodefærdigheder i et par måneder og ender med at arbejde hos Google.
  • Hvis det blot handler om at skifte karriere, er det unødvendigt at bruge tre år på en kandidatuddannelse.

2. Hæve uddannelsesniveauet En mastergrad fra et ‘985’-universitet er altid god og kan også bevise ens evner.

Modargument:

• Jeg har ikke et stærkt ønske om at studere på et prestigefyldt universitet
  • Jeg tilbeder ikke autoriteter. I Kinas eksamensorienterede uddannelsessystem har mange en naturlig forkærlighed for ‘studie-genier’ og en iboende respekt for dem. Men jeg ser det som ‘ulvemælk’, der skal spyttes ud – dybest set er det en ubevidst tilbedelse af autoritet.
  • Hvorfor så lige Zhejiang Universitet? Fordi deres datalogi er blandt de bedste i landet, og deres anden runde af optagelsesprøver er berømt for at være retfærdig og åben, med en fri og åben campuskultur.
  • Jeg er ligeglad med andre, men jeg ville mest af alt bevise mine evner over for mine forældre og fortælle dem, at jeg ikke er dårligere end andre. Men der er ikke kun én måde at bevise sine evner på.
• Jeg er ikke nødvendigvis glad for at forske inden for datalogi
  • Forskning inden for datalogi handler udelukkende om at læse de nyeste artikler og bøger, deltage i foredrag, udføre eksperimenter (på computeren) og skrive artikler.
  • Men en ting, jeg kan lide ved computere, er, at de er et universelt værktøj, et værktøj du kan betjene. Du kan praktisk talt bruge det til at gøre noget, selvom det kun er en meget lille del, men det kan ændre dit eget eller andres liv.
• Selv hvis jeg kom ind, kunne jeg ikke frit vælge forskningsområde
  • Forskningsområdet skal stadig bestemmes efter et interview med laboratoriet. Populære laboratorier og populære vejledere er altid meget eftertragtede, og det er meget sandsynligt, at det laboratorium, man ender i, ikke er et felt, man er interesseret i.
• Ingen stopper dig fra at følge de nyeste udviklinger i branchen, selvom du ikke er kandidatstuderende
  • I modsætning til andre fag kræver datalogi ikke indkøb af en masse omfangsrigt og specialiseret eksperimentelt udstyr, og der er heller ingen strenge eksperimentelle betingelser. Så længe du har en computer med internetadgang, kan du gøre mange ting.
  • Ingen andre brancher har ressourcer på nettet, der overgår datalogi: et væld af studiemateriale, åbne og velproducerede onlinekurser, utallige fremragende open source-projekters kildekode. Du kan læse de nyeste forskningsartikler frit, du kan genskabe idéerne fra artiklerne på din egen computer og anvende dem i dit eget arbejde.
• Hvad vejer tungere: en mastergrad eller tre års erhvervserfaring?
  • Viden og teknologi inden for computerbranchen udvikler sig dag for dag. Det, man lærer på en kandidatuddannelse, bruges stort set ikke i arbejdet; alt starter stadig fra bunden.
  • En kandidatgrad + ingen erhvervserfaring kontra en bachelorgrad + tre års erhvervserfaring – sidstnævnte er faktisk mere konkurrencedygtig lønmæssigt.
• En kandidatuddannelse er en ny ramme
  • Kandidatstuderende har også pres fra opgaver, har deadlines og bliver skubbet fremad.
  • En kandidatvejleder kaldes ofte “chefen”, og ligesom på et job arbejder man faktisk for sin “chef”.
  • Efter lige at være flygtet fra universitetets bur, hvorfor skulle jeg så skynde mig ind i en ny ramme?
  • Det er aldrig for sent at tage en kandidatuddannelse.

Da jeg havde tænkt det igennem, følte jeg en bølge af lettelse.

Jeg lå vågen hele natten. Tanken om at kunne fortsætte med at læse de bøger, der havde samlet sig i min Kindle i måneder, at kunne nørde med min blog, at kunne fotografere, at kunne omsætte de seneste projektidéer til praksis, at kunne finde de gamle, gemte blogindlæg om computere frem og fordybe mig i dem – alt dette fik en indre glæde til at blomstre frem lidt efter lidt.

Ja, det er smagen af frihed, frihed i ordets sande betydning.

Frihed og glæde

Det, jeg stræber efter, kan i virkeligheden opsummeres i to punkter: 1. Frihed og 2. Glæde. Og jeg bruger disse to som målestok for, om jeg skal gøre noget eller ej.

Dengang jeg studerede fysik, var det, fordi jeg følte, at fysik kunne hjælpe mig med bedre at forstå den verden, jeg lever i, og hvordan alt i verden fungerer. Fysik, deraf navnet “altings logik”. Dette er frihed i tanken.

Nu studerer jeg datalogi, fordi jeg føler, at computeren er et universelt værktøj, der kan kombineres med ethvert felt, og som kan bruges til at skabe ægte, nyttige “ting” – et værktøj, der kan gøre livet lettere for mig selv og andre og forbedre livskvaliteten markant. Internettet er verdens vindue, der giver mulighed for at se en større verden. Dette er frihed i “handling”.

Frihed og glæde er gensidigt afhængige og opstår og forsvinder sammen. For mig er glæde uden frihed ikke ægte glæde, og frihed uden glæde eksisterer slet ikke.

Mærkeligt nok har det været sådan flere gange: Selvom jeg til daglig ofte er omgivet af melankoli og mørke, er fremtiden, jeg forestiller mig i mit sind ved skelsættende punkter i livet, altid lys og strålende. Jeg har nok bare “optimismens gen” indbygget i mig.

Føler jeg fortrydelse? Lidt, ja, for den første revisionsrunde er stort set afsluttet, matematikken er gennemgået halvanden gang, og jeg kan nu stabilt score over 130 i tidligere eksamenssæt; jeg har ikke rørt politik i et år, er lige begyndt på 1000 spørgsmål, og laver i gennemsnit 30 fejl ud af 100 i multiple choice – fejlene skyldes primært den del, der fuldstændig skal terpes uden nogen logisk sammenhæng; i august færdiggjorde jeg PAT-algoritmeopgavesamlingen; og nu er der 50 dage til eksamen.

Er al denne tid spildt? Nej, slet ikke, for jeg hader at spilde tid på at lære ting, som jeg (efter min egen mening) anser for at være ubrugelige. De dele, jeg faktisk har brugt tid og energi på at gennemgå, vil mere eller mindre blive brugt i fremtidige studier og arbejde: avanceret matematik, lineær algebra og sandsynlighedsregning er alle teoretiske grundlag for datavidenskab og maskinlæring; de algoritmeopgaver, jeg har lavet, skal bruges i det daglige arbejde; og efter at have gennemført de fire kernefag har jeg også nået niveauet for en bachelor i datalogi. Andre virkelig ubrugelige ting, som politik, begyndte jeg slet ikke på. Desuden brugte jeg min fritid på at arbejde deltid og tjente ni tusind til et kamera – så det var ikke et tab.

Selvfølgelig kan du mene, at alt ovenstående blot er min egen trøst efter et nederlag. Men hvad så? Hvad du tænker, har ingen betydning for mig; jeg klarer mig fint alligevel.

Jeg har lige læst en artikel, og i slutningen af den var der en sætning, som jeg synes rammer plet:

{% centerquote %} Vær god ved dig selv. Du dør ikke, hvis du ikke dimitterer som 18-årig, hvad så hvis du ikke får en doktorgrad i tyverne, hvad så hvis du ikke bliver millionær i en bestemt alder. Gå ud og opdag verden, lær dig selv at kende, nyd livets proces. {% endcenterquote %}

Du ved slet ikke, hvad der vil ske i morgen, og jeg kunne heller ikke forestille mig, at jeg en dag ville misse en stor eksamen.

Denne dag læste jeg en oversigt over naturlig sprogbehandling, fulgte en tutorial for at lære at scrape Wikipedia-artikler med en crawler, fandt min blog frem og begyndte at skrive nye indlæg. Kort sagt, da jeg åbnede computeren, havde jeg ikke lyst til at røre min telefon.

Før syntes jeg altid, at livet var kort, men i dette øjeblik følte jeg for første gang, at livet er langt. Jeg er kun 22 år gammel og har stadig masser af god tid foran mig.

{% centerquote %} Når en gammel mand mister sin hest, hvem ved, om det er en velsignelse? {% endcenterquote %}