Monet-udstillingen i Tokyo: Fra grå stær til udødelige penselstrøg
Lige inden udstillingen lukkede, fik jeg for et par dage siden endelig set den Monet-udstilling, jeg havde glædet mig så meget til. Monet er en af mine absolutte yndlingsmalere og min foretrukne impressionist.
Jeg tænkte på, at hvis så mange mennesker om et par hundrede år ville stå i et kunstmuseum og virkelig værdsætte mine værker på samme måde, så ville jeg utvivlsomt være så lykkelig, at jeg ville sprænge låget af min kiste.
Denne Monet-udstilling med åkander, der beskrives som den største af sin art i Japans historie, viste 64 originale værker. Udover nogle få studier var langt de fleste hovedværker. Omkring 50 af dem kom fra Musée Marmottan Monet i Paris og blev udstillet sammen med malerier fra Tokyos Nationalmuseum for Vestlig Kunst samt andre japanske samlinger, hvilket var helt betagende.
Selvom jeg stod i kø i halvanden time, før jeg endelig fik købt billet, var det uden tvivl den bedste udstilling, jeg har set i mange år. Jeg lejede en audioguide, og selvom der var utroligt mange mennesker foran hvert eneste værk i udstillingshallen, forsvandt jeg ind i min egen verden, fordybet i Monets univers, så snart jeg tog hovedtelefonerne på.
Udstillingen var opdelt i fire sale og fem kapitler, der fortalte historien om Monets oprindelige intention med at male åkander, hvordan han skabte åkandedammen, og senere hans kampe med krig og grå stær. Det hele blev fortalt på en rørende og detaljeret måde, og jeg så ikke kun værkerne, men en hel sjælshistorie.
Jeg nød roen og de intense farver fra de første kapitler. Monet brugte utrolig meget tid og energi på at anlægge åkandedammen, og når man betragtede, hvordan lys og skygge ændrede sig på dammen dag for dag, så man åkanderne, men fornemmede også morgen og aften, samt flammende solnedgange. Det var en kombination af ro og rigdom, hvor det rå gemte på delikate nuancer.
Jeg var også glad for de sidste to kapitler. Disse dækkede Monets sene år, præget af magtesløshed og smerte over Første Verdenskrig og hans kamp med grå stær. Maleriets udtryk og farver blev vildere og mere utæmmede, men selv i denne vildskab kunne man stadig se Monets delikate opfattelse af livet og skønheden. Det var en kamp mod skæbnen, en sørgen over de lidende mennesker i krigen.
I sine sene år led Monet konstant af øjenproblemer. I årene, hvor han skabte sine værker med den japanske bro, blev hans grå stær værre og værre. Da Monet var 93, var hans højre øje næsten blindt. Efter en operation kom der en smule bedring, men han havde stadig en meget udtalt gul-grøn farvebias. Alligevel fortsatte han med at male.
“Når en sanger mister sin stemme, går vedkommende på pension. Når en maler får opereret grå stær, skal vedkommende opgive at male. Men at opgive at male er det sidste, jeg ville kunne gøre.”
Jeg elskede de billeder med hængepilen. Der var flere enorme malerier af hængepilen, set lidt nedefra, uden himmel, hvor hele billedfladen var fyldt af piletræets grene. Stammen var rød, stod majestætisk midt i billedet og var utrolig markant. Og så var der et væld af hængepil. Denne overvældende følelse, der nærmest strømmede ud af lærredet, overskred endda billedets dimensioner og ramte beskuerens hjerte direkte.
En anekdote: Tre japanere besøgte Monets atelier og så ham male denne hængepil. En af dem blev nysgerrig og kunne ikke lade være med at spørge: Denne kontrast mellem den røde træstamme og de grønne pileblade – han undrede sig over, om farverne nu også var korrekte?
Monet svarede: “Du ved, mine gamle malerier, som I nu opfatter som havende smukke farver, blev engang kritiseret for at have mærkelige farver. Så selvom disse farver måske virker mærkelige for dig nu, vil folk en dag i fremtiden udbryde: ‘Hvor er disse farver dog smukke!’”
Nogle år efter Monets død blev hans åkandemalerier udstillet på museer og fangede dybt publikums hjerter.
Monet anlagde engang en rosensti langs åkandedammen. Serien ‘Huset set fra rosenhaven’, bestående af tre værker, var den sidste serie, han skabte i sit liv. Farverne var blandet så smukt. I øverste venstre hjørne skimtede man huset – det sted, han havde boet i over 40 år.
Det så virkelig smukt ud derfra.
“Før eller siden vil alt, hvad jeg ser, blive forvrænget og forvirrende. Det ville være utåleligt. Hvis jeg ikke kan se naturen, som jeg gør nu, foretrækker jeg at forblive blind og bevare mindet om den skønhed, jeg altid har set.”
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, fordybede Monet sig i at skabe store værker, og han udtalte, at arbejdet hjalp ham med at undgå at tænke på de sørgelige tider. “Jeg skammer mig over, at jeg selv studerer disse ubetydelige farver og former, imens så mange mennesker oplever død og lider,” sagde han.
Efter Første Verdenskrig sluttede i november 1918, skrev han til sin gamle ven, premierminister Georges Clemenceau, og donerede disse to værker for at fejre krigens afslutning.
Hængepilen bruges til at mindes og symboliserer sorg og erindring. Monet forestillede sig, at folk iagttog værket og trådte ind i en fredfyldt meditativ tilstand, hvor de forestillede sig at være omgivet af det uendelige vand i maleriet. På vandoverfladen ved dammen var der et genskær af hængepilen, og den virkelige pil og dens spejlbillede mistede deres grænser og smeltede sammen til ét. Virkelighed og illusion forenedes i en flydende mikrokosmos, på en eller anden måde.
På et andet maleri af hængepilen, hvor den nederste del af træets stamme og halvdelen af pilegrenene hang tæt på vandoverfladen, var det en metafor for en person, der græd med bøjet hoved.
Det meste af ovenstående er noteret undervejs, og jeg nedskrev også nogle tanker, mens jeg stod og betragtede hvert enkelt værk. Da kun den tredje udstillingshal tillod fotografering (otte værker), og det at tage manuelle noter gjorde oplevelsen mere mindeværdig og fordybende uden forstyrrelser, valgte jeg at notere i hånden. Desuden lå specialudstillingens lokaler på første og anden kælderetage, og på den nederste etage var der endda helt uden mobilsignal – alt dette bidrog til en fantastisk mulighed for fordybelse. Audioguiden isolerede mig også fra menneskemængden og sendte mig øjeblikkeligt ind i en dyb fordybelsestilstand. Indholdet i audioguiden var desuden fremragende og løftede hele udstillingsoplevelsen til nye højder; jeg vil varmt anbefale at leje en. Selve særudstillingen var ikke enorm, men jeg brugte alligevel over tre timer derinde.
Udstillingen i Tokyo er nu afsluttet, men den vil fortsætte i Kyoto senere, så dem, der gik glip af den, får stadig en chance. Jeg var virkelig begejstret for denne udstilling; det var tydeligt, at den var yderst omhyggeligt kurateret og af meget høj standard. Jeg kunne ikke lade være med at købe en masse souvenirs i museumsbutikken, herunder nogle postkort og en udstillingskatalog i begrænset oplag. Den samlede kvalitet og oplevelse af denne udstilling (udover de mange mennesker) var helt exceptionel, og jeg kan varmt anbefale den.
Du kan se en hurtig gennembladning af kataloget i min tweet-video => x.com/Philo2022
